Status på Humanistisk Samfunds politiske arbejde 2026

Humanistisk Samfund arbejder på en lang række måder, for at gøre vores stemme hørt og gøre Danmark til et mere livssynsåbent samfund med plads til alle overbevisninger, livssyn og religioner.

Vi deltager i større arrangementer som Folkemødet og Ungdommens Folkemøde for at vise vores holdninger frem og sætte fokus på foreningens mærkesager.

Vi arrangerer hvert år en ceremoni ved folketingets åbning for at sikre et alternativ til folkekirkens gudstjeneste til de ikke-religiøse medlemmer af folketinget.

Vi samarbejder med andre foreninger, vi deler synspunkter med og skaber alliancer for at sætte fokus på vigtige emner – derfor blev vi i 2025 medlem af Rådet for Menneskerettigheder og er medstiftere af et nationalt forum for tros- og livssynssamfund.

Vi repræsenterer humanistiske og ikke-religiøse perspektiver i så mange kontekster som muligt f.eks. i kontaktforum for tros- og religionsfrihed under Udenrigsministeriet.

Du kan læse meget mere om vores arbejde i vores årsberetninger for de sidste par år på vores hjemmeside (https://dev.hs.dk/medlemsinformation/tidligere-landsmoeder/

Revision af trossamfundsloven 2024-2025

Endelig har vi søgt indflydelse i folketinget. I denne folketingsperiode har vores indsats især rettet sig mod at søge indflydelse på den længe ventede revision af loven om trossamfund udenfor folkekirken.

Loven om trossamfund uden for Folkekirken er blevet revideret i løbet af det seneste folketingsår. Vi har mødtes med mange af kirkeordførerne, mens kirkeministeren desværre har afvist at mødes med os på trods af adskillige forespørgsler.

I januar 2024 havde vi foretræde for kirkeudvalget. Her havde vi lejlighed til at fremføre vores argumenter for, at vi skal ligestilles, samt fortælle udvalget om de udfordringer vi møder pga. af den manglende anerkendelse.

Sammen med Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde (CKU) og Danske Kirkers Råd holdt vi et temaarrangement på Christiansborg i marts 2025 med titlen: ’Frihed for din næste’ med fokus på tros- og tankefrihed i hhv. Danmark og internationalt. Arrangementet var en succes med mange deltagere og god debat.

I april sendte kirkeministeren et udkast til den nye trossamfundslov til høring. Desværre inkluderede revisionen ikke en anerkendelse af os, hvilket vi godt vidste på forhånd, men det var selvfølgelig et skuffende resultat. Vi indsendte et høringssvar til loven, som siden er blevet endeligt vedtaget. Eneste parti der stemte imod, var Alternativet.

Hvis vi skal prøve at se de positive aspekter, har vores gennemslagskraft været markant større end da trossamfundsloven blev vedtaget tilbage i 2017. Så der er et stærkere fundament, et større kendskab i befolkningen og stærkere relationer til en række politikere at arbejde videre fra.

Og vi fortsætter selvfølgelig i den kommende folketingsperiode.