Adskillelse af kirke og stat

Over en million danskere er ikke medlem af Folkekirken. Derfor mener vi, at staten ikke bør understøtte en bestemt religion og dermed gøre den ene million mindre værd end resten af danskerne.

Derfor mener vi i Humanistisk Samfund, at der skal ske en adskillelse af kirke og stat.

Vi arbejder på at få vielsesret, da staten har besluttet, at man skal være et trossamfund for at kunne foretage vielser med juridisk gyldighed. Det betyder, at vi i Humanistisk Samfund ikke kan foretage juridisk gyldige vielser, fordi vi er et livssynssamfund og ikke et trossamfund. Lige som et trossamfund har vi som livssynssamfund nogle fælles overbevisninger om menneskets etik, moral og adfærd. Men i modsætning til et trossamfund afviser vi, at der findes overnaturlige magter. Derfor kan vi ikke foretage juridisk gyldige vielser. Det mener vi er et urimeligt krav.

Der er også andre områder, hvor den danske folkekirke og staten er tæt knyttet til hinanden og hvor Humanistisk Samfund arbejder for større adskillelse. Blandt andet indenfor områder som civilregistrering, da det er den evangelisk-lutherske kirkes opgave at registrere navngivning for alle spædbørn i Danmark uanset deres religion, hvilket også er gældende for navneændring. I vores nabolande Norge og Sverige sker civilregistrering ved en ren civil myndighed (folkeregisteret og Rigsskatteværket).

Vi arbejder samtidig for at faget kristendomskundskab ændres til et fag, der har religionsvidenskabeligt, idéhistorisk og fagfilosofisk grundlag. Ligeledes ønsker vi, at konfirmationsforberedelsen ikke er en integreret del af skoleskemaet, og i stedet lægges udenfor skoletiden.

Et andet område, som vi ønsker bliver ændret er at der i flere statslige papirer henvises til Danmarks kulturkristne arv. Siden 2011 har DR haft en særlig forpligtigelse til at formidle “den kulturkristne arv”. I regeringsgrundlaget står der, at “Danmark er et kristent land.” Humanistisk Samfund tager afstand fra dette. Det er en opfattelse, der ikke har hold i den historiske virkelighed.